Digitale liv rummer både ressourcer og risici
På Holmstrupgård arbejder vi målrettet med unges digitale liv som en central del af deres hverdagsliv, relationer og identitetsdannelse. For de unge, vi møder, er det digitale en del af hverdagslivet, steder, hvor fællesskaber opstår, konflikter udspiller sig, og hvor både sårbarhed og håb kan få plads.
Derfor har vi over de seneste år styrket vores faglige og organisatoriske fokus på unges digitale trivsel og tryghed samt anvendelsen af velfærdsteknologier – med særligt blik for døgntilbuddenes rammer, ansvar og muligheder.
Netværk for Unges Teknologier (NET)
Et praksisnært netværk
I foråret 2026 opstarter Holmstrupgård Netværk for Unges Teknologier (NET). Netværket er en videreudvikling af indsatsen Online Ung, hvor tovholdere på tværs af Holmstrupgård har mødtes og drøftet mødet med unges online liv. Udviklingen på området kalder imidlertid på et endnu stærkere og bredere fokus.
NET har derfor et samlet blik på teknologiernes betydning i unges liv – både i form af det digitale og online liv og i forhold til, hvordan teknologier kan anvendes som pædagogiske og understøttende redskaber i hverdagslivet.
NET tager afsæt i praksis og i de spørgsmål, dilemmaer og erfaringer, der opstår i det daglige arbejde i døgntilbuddene. Netværket danner ramme om fælles refleksion, videndeling og udvikling.
Temaer i netværket
NET arbejder med en række temaer, der relaterer sig til unges digitale liv og teknologiens rolle i det pædagogiske arbejde. Eksempler på tematikker er:
- Unges digitale liv og online fællesskaber
Sociale medier, smartphones, skærmbrug, digital identitet og relationer - Digital dannelse og handlekompetencer
Indsatser, der styrker de unges forståelse af digitale muligheder, grænser og risici - Dataetik og GDPR
Beskyttelse af unges data og arbejdet med digital ansvarlighed - Velfærdsteknologi
Søvnteknologi, VR-træning, robotteknologi og apps med fokus på trivsel og mestring - Kommunikative redskaber
Digitale platforme som Digital Forløbsguide og dokumentationssystemer, der understøtter dialog og samarbejde med unge og pårørende
En del af TrygFondens program Digital Tryghed
Holmstrupgård deltager i TrygFondens flerårige program Digital Tryghed, hvor vi bidrager med erfaringer fra arbejdet med unge i udsatte positioner og fra døgnkontekster, hvor digitale liv udfolder sig hele døgnet.
Vores bidrag bygger på praksisnær viden om:
- unges digitale liv og digitale relationer
- det pædagogiske møde med det digitale og teknologiske liv
- teknologiens funktioner, muligheder og risici for Holmstrupgårds målgruppe
Samtidig anvender vi programmet som et gensidigt læringsrum, hvor vi i dialog med andre aktører udvikler og kvalificerer både vores egen praksis og fælles indsatser på området.
Netværk for Unges Digitale Døgn
Et projekt om håb og sammenhæng
Som en del af Digital Tryghed deltager Holmstrupgård i projektet Netværk for Unges Digitale Døgn. Projektet har fokus på, hvordan døgntilbud kan arbejde mere nuanceret, sammenhængende og refleksivt med unges digitale liv.
Projektet tager afsæt i forståelsen af, at unges digitale liv ikke kan adskilles fra deres øvrige liv. Det handler ikke alene om risici, regler eller skærmtid, men om tilhørsforhold, identitet og muligheder.
Netværket samler erfaringer og viden på tværs af døgntilbud for anbragte børn og unge. Gennem fælles refleksion, sparring og videndeling styrkes den lokale kapacitet og kompetence, så der i samarbejde med de unge kan afprøves og udvikles indsatser, der understøtter digital tryghed og trivsel.
Et fælles fagligt afsæt
På tværs af netværk og projekter arbejder Holmstrupgård for at udvikle en praksis, hvor unges digitale og teknologiske liv ikke reduceres til et problem, men forstås som en meningsfuld del af det liv, de unge lever – og som et område, der kalder på nysgerrighed, faglig refleksion og fælles ansvar.