Om ordningen

Prøvehandlingen betyder, at beboerne får adgang til en fasttilknyttet læge, som kan tilbyde både sundhedsfaglig rådgivning og almenmedicinsk behandling. Samtidig får personalet mulighed for tættere faglig sparring i hverdagen.

Ordningen er blevet forlænget og løber pt. til og med 31. december 2026. Der arbejdes på at gøre ordningen permanent, da den har vist gode resultater.

Hvor er bostedslægerne tilknyttet?

Ordningen startede i januar 2024 med én læge og blev i august 2024 udvidet til to faste læger.

Engen og Æblevangen: Afdelinger med op til 19 unge, hvor der er særligt fokus på spiseforstyrrelser.

Pilen og Lunden: Afdelinger med fokus på skizofreni og personlighedsforstyrrelser.

Kvisten: Afdeling med særligt fokus på autisme. Her bor samlet op til 27 unge.

Fra august 2024 har alle disse afdelinger haft en fast bostedslæge tilknyttet.

Hvad laver en bostedslæge?

En bostedslæge har to hovedopgaver:

  1. Sundhedsfaglig rådgivning til personalet. Rådgivningen kan være generel – fx om medicinhåndtering – eller knytte sig til konkrete problemstillinger i forhold til beboerne.
  2. Almenmedicinsk lægehjælp til de unge. Lægen tilbyder behandling til de beboere, som er tilmeldt bostedslægen. Behandlingen følger overenskomsten for almen praksis.

Foreløbige resultater fra ordningen

Ordningen har vist gode resultater og er til stor gavn for både unge, læger og personalet på Holmstrupgård.

Ordningen har indtil videre bidraget med at:

  • styrke kvaliteten i behandlingen af de unge
  • sikre kontinuitet i forløbene gennem tæt samarbejde mellem personale og læge
  • skabe bedre medicinhåndtering og større faglig indsigt
  • skabe øget fokus på uhensigtsmæssige indlæggelser og genindlæggelser

Bl.a. oplever flere unge, at det er blevet mere trygt at gå til læge og flere unge ønsker sundhedstjek.
Personalet oplever bl.a. en bedre og mere skånsom håndtering af tvangsindlæggelser samt en større sikkerhed i medicinhåndtering.

Læs mere om de foreløbige resultater af ordningen i evalueringsrapporten fra Defactum.