Det blev to inspirerende dage med oplæg, refleksioner og nye perspektiver på vores fælles faglighed.
På tværs af oplæggene stod ét tema særligt tydeligt frem: Vi vil noget med nogen. Det pædagogiske arbejde må tage afsæt i relationen og i mødet med den unge – ikke alene i metoder, målinger eller diagnoser.
Flere oplæg satte fokus på, hvordan trivsel, symptomer og diagnoser ofte forstås som noget, der bor i individet. I stedet blev vi mindet om, at det, vi ser hos børn og unge, altid må forstås i en sammenhæng. Trivsel er noget, der skabes i relationer og fællesskaber og adfærd må ses som et udtryk for noget, der rækker ud over den enkelte.
Seminaret gav anledning til refleksion over vores egen praksis: Hvordan kan vi fastholde nysgerrigheden? Og hvordan sikrer vi, at vi fortsat har fokus på kerneopgaven – nemlig arbejdet med og for de unge?
Dag 2 blev rundet af med et oplæg fra Søren Hertz med titlen “Børn og unge er hjælpsomme – også når de fremtræder allermest besværlige”. Her blev det tydeligt, at børn og unge ikke er problemet – de viser problemet. Det kalder på, at vi som fagpersoner fortsat er undersøgende og opmærksomme på, hvad de unge forsøger at kommunikere og ikke mindst forbedre os i det.
Vi vender hjem med ny viden i rygsækken, fælles refleksioner og en styrket faglig stolthed og med en fortsat opmærksomhed på at holde fast i det, der er kernen i vores arbejde: relationen og ansvaret for at ville noget med nogen.