Man skal være stærk for at være syg fortæller Nanna om sine 15 år med spiseforstyrrelse, angst og depression. På trods af nogle meget hårde år, hvor Nanna i en periode holdt op med at spise og tale er hendes syn på verden i dag helt anderledes

Da Nanna flytter ind på Holmstrupgård i 2009, er det ikke første gang, hun bor på institution. Fra hun er fjorten år og ti år frem, har hun boet på flere institutioner og oplever allerede i 9-års alderen symptomer på angst. Første gang hun husker at have mærket angsten, er i 1. klasse, hvor hun under et foredrag pludselig mærker desperationen stige, og kun kan tænke på at finde en undskyldning for at komme væk. Det ender med, at hun besvimer inde i klassen.

Vægttab eskalerer

Udover angsten døjer Nanna også med depression og begyndende spiseforstyrrelse. Da hendes forældre bliver skilt begynder hun hos psykologer, som hun ser af flere omgange. En dag spørger hendes bror, som er 3-4 år yngre, om Nanna vil skrive noget ned for ham. Lillebroren beder hende skrive: et æble til morgen, middag, og aften. Da Nanna spørger hvorfor, siger broren, at det jo er det, hun spiser: - Det gjorde mig ked af det, for jeg forstod, at jeg som storesøster påvirkede min bror, fortæller hun. I sommeren 2005 bemærker en af morens veninder, at tøjet hænger på Nanna, og i den periode eskalerer spiseforstyrrelsen. I løbet af sommeren har Nanna forbudt sig selv spise flere og flere ting.

Slankekuren var en måde at passe ind

En af grundene til, at spiseforstyrrelsen bliver så dominerende, er, at det bliver en måde, at passe ind. - Så tænkte jeg: Jeg kan da tabe mig, så kan jeg blive tynd ligesom de andre.

Når hun er alene hjemme, sætter hun et VHS-bånd på og træner for nedrullede gardiner. Da hun bliver indlagt som 14-årig siger lægerne i første omgang, at hun skal være til observation i tre uger, men hun ender med at være der i syv måneder. Moren vil have hende hjem og forstår ikke, hvorfor lægerne beholder hende da de har lovet, at det ville tage tre uger. Da hun bliver udskrevet finder kommunen en friskole, som Nanna starter på, men rammerne er alt for hektiske for hende. Da en pige en dag henvender sig til Nanna og siger, at hun gerne vil være venner, bryder Nanna sammen, fordi hun ikke er vant til at have venner og gennem mange år har isoleret sig og holdt sig for sig selv.

- Min hjerne var på et krybdyrstadie

Knap fire måneder inde i skoleåret vil Nannas læge indlægge hende pga. vægttab, men familien skifter læge, og Nanna bliver på skolen, selvom hun i de fire måneder ikke har været der i én sammenhængende time. Kort efter går det galt, da Nanna, der nu er nede på sin laveste vægt , en dag falder om. Tankerne om at snyde med maden fylder det hele, og mens spiseforstyrrelsen er værst, står hun blandt andet op om natten og fortynder den juice og proteindrik mm. hun skal drikke næste dag: - Min hjerne var på et krybdyrstadie, hvor jeg kun tænkte på at snyde med maden og undgå at spise. Jeg tænkte ikke på andet. Nanna bliver indlagt og er de første 2-3 måneder så syg, at hun er sengeliggende og sover 20 timer i døgnet.

Stoppede med at tale i protest  

Da hun under indlæggelsen bliver tvunget til at spise og ikke føler, at der bliver lyttet til hende, bestemmer hun sig for, at hun ikke vil tale: - Jeg følte ikke, at lægerne eller nogle andre lyttede til mig, så jeg kunne ligeså godt lade være med at tale, fortæller hun. Efter 7 måneder som tvangsindlagt på en ungdomspsykiatrisk afd. i Viborg, 9 måneder på Center for Spiseforstyrrelser, 4 måneder på et bosted på Thyholm og igen 7 måneder på center for spiseforstyrrelser, flytter Nanna i 2009 ind på Holmstrupgård. I starten har Nanna slet ikke øjenkontakt med nogen og siger næsten ingenting. Og når hun gør, er det i form af hvisken. Nanna tilbringer 4,5 år på Holmstrupgård og arbejder det sidste 1,5 årsammen med en stemmeterapeut, som langsomt får Nanna i gang med at tale igen. Her oplever hun også at der er mennesker som tror på hende, og det har været afgørende for hendes proces for at få det bedre.

-Det, at blive set som et helt menneske, selvom man er syg, er rigtig vigtigt, men det bliver nogle gange skubbet i baggrunden. Fx har jeg tit fået at vide, at ”nu er det sygdommen, der taler. Og det får på den måde for meget fokus, fortæller Nanna.

At leve med diagnoser

Kort før hun starter på Holmstrupgård, giver lægen hende diagnosen skizofreni simplex på grund af de negative symptomer, hun har haft gennem mange år. Det er fx mangel på initiativ, passivitet og social isolation. Nanna synes ikke diagnosen passer på hende, da hun hverken hører stemmer eller har oplevet at være psykotisk. Det er først, da hun på Holmstrupgård deltager i psykoedukation, at hun får en bedre forståelse af sygdommen, og hvordan den relaterer sig til hende.

Da Nanna får diagnosen skizofreni simplex fortæller lægen, at hun altid vil have det sådan, som hun har det. Men Nanna ser anderledes på det: -Man kan sagtens lære at få et godt liv på trods af en ens udfordringer eller diagnose. Og det er vigtigt for mig at sige, at man ikke altid vil opleve tingene, som man gør når det føles svært eller uoverkommeligt. 

En af de ting Nanna har haft det svært med, er at modtage ros: -Hvis nogen roste mig for noget, kunne jeg kortslutte fuldstændig: Hvad nu hvis jeg ikke kunne leve op til det næstegang? Eller rosen kunne virke som en måde at se lidt ned på en; som om man var et barn. En større accept af sig selv og et mere positivt syn på livet er ikke noget, der er kommet fra dag til dag: -Nogle siger at gode ting kommer til den der venter. Jeg tror, at gode ting kommer til den der arbejder for det, forklarer hun. -Nogle gange sker udviklingen så langsomt at man ikke lægger mærke til den, andre gange mærker man tydeligere, hvordan man har rykket sig”.

Større accept af sig selv

Som ung opsøger Nanna alt, hvad hun kunne finde af brevkasser, lyttede til programmet Tværs og ledte i det hele taget efter andre, som havde det ligesom hende selv, men uden held. I dag deltager hun i foreningen LMS’ aktiviteter, hvor man kan snakke med andre unge og det har hjulpet hende til bedre at kunne acceptere sig selv og ikke have så mange følelser af skam omkring det at føle sig anderledes. Det sidste år har Nanna været hjælpelærer i Sif X Hof, som er et fritidstilbud på Holmstrupgård. Her føler hun, at hun kan give lidt tilbage til andre, der har det svært. Og selvom det i starten var lidt grænseoverskridende at være rollemodel, er hun nu blevet mere vant til rollen. Hun er også i jobtræning på en café og passer sit studie på VUC og selvom Nanna ikke har en konkret plan for, hvad fremtiden skal bringe, er hun sikker på én ting: Det er vigtigere at være glad end at have penge, et prestigefyldt job osv. Og selvom det nogle gange kan virke uoverskueligt, er det vigtigt for hende at passe sin skole og i sit eget tempo finde det, hun bedst kan lide at lave.