- Der er altså håb i de her ting. Vi har også øvet os meget i at sige, Annika er en pige, der har skizofreni, hun er ikke skizofren. Vi prøver på at skelne barnet fra sygdommen. Man siger jo heller ikke, at: ’Jeg er kræft’. Man siger: ’Jeg har kræft’. Sådan at der bliver skelnet mellem, at Annika er stadigvæk Annika og vores datter og alt det, som Annika var før. Det er hun altså stadig-væk. 
 

Find nogen at læne dig op ad. Tag imod al den hjælp du kan få. Kræv din ret til at være en del af dit barns sygdomsforløb. Niels ville næsten ikke kunne overskue konsekvenserne af at skulle stå alene som forælder til et barn med psykiske udfordringer og vanskeligheder, og han føler dybt med dem, der ikke har nogen at læne sig op ad og gennemleve forløbet med. For Niels og hans kone har muligheden for at fortælle deres historie om og om igen, muligheden for at indgå i forældrenetværk og tilbuddet om psykoedukation fungeret som en redningskrans i forhold til at stå de svære perioder igennem og komme ud på den anden side som en hel familie.

 

- Find støtte og tag imod al den støtte, der bliver tilbudt. Lad vær med at tro, at man bare kan leve det her igennem og er stærk nok til at klare det hele selv. Tag imod det hele. Sørg for at komme i sammenhænge, hvor det er muligt og tilladt at fortælle sin historie – også gerne igen og igen. Der sker altså et eller andet, når man får talt det igennem. Måske forstår man det hele bedre. Det letter i hvert fald lidt engang imellem.

 

Datteren Annika, der er psykisk sårbar og har flere diagnoser, har haft sin daglige gang på Holmstrupgård i 2½ år, og for både hende og familien er der efterhånden igen blevet plads til drømme, håb og til at kigge fremad.

 

- Hun har taget store skridt på toethalvt år. Fra da hun flyttede ind på Holmstrupgård, hvor hun ikke magtede ret meget og manglede livsmod, til at hun jo i dag har mod og drømme igen. Det er jo fantastisk at se.

 

En følelsesmæssig rutsjebanetur

Men rejsen har været lang, og for Niels kan det, pga. den store følelsesmæssige belastning det er at have et barn med psykiske udfordringer og vanskeligheder, næsten være svært at huske forløbet i kronologisk sammenhæng. Udfordringerne har været mange – ikke mindst når der også skulle tages hensyn til Annikas to mindre brødre.

 

- Det var jo nogle kaotiske år. Når vi i dag sidder og tænker tilbage på de år, kan vi jo ikke altid lige huske, hvornår og i hvilken rækkefølge tingene skete, fordi man jo er så følelsesmæssigt påvirket af det. Og for pokker, der er jo flere gange, hvor vi mere eller mindre har taget afsked med vores datter. Hvor vi tænkte, at det kan jo være, at telefonen ringer lige om lidt, og så er hun væk – eller i hvert fald erkendt, at det kan komme på et tidspunkt. Vi ser jo også lige pludselig en familie, der er helt anderledes, end det vi havde forestillet os. For det var jo ikke det her, vi havde forestillet os og håbet på. Det er jo klart, ikke, og samtidig har hun jo to små brødre, der også skulle passe ind i den her ligning. Det er jo et familieliv, der lige pludselig skal redefineres. Som vi skal genopfinde igen. Hvordan kan vi være familie igen med en datter, der er så psykisk sårbar, som Annika er? Så det har krævet noget i forhold til vores familieliv. Det er jo helt klart.

 

En svær start

Annika havde en svær start, da hun kom til Holmstrupgård. Den struktur og de rutiner, som Holmstrupgård arbejder på at give den enkelte unge for at sikre ro og stabilitet, skulle Annika vænne sig til, og det første halve år husker Niels som hårdt. Nok er det svært at pege på én enkeltstående faktor, der ændrede Annikas ophold fra det værre til det bedre, men Holmstrupgårds miljøterapeutiske grundlag, hvor den enkelte unge ses som unik, og der derfor er et stort udbud af aktivitetstilbud, spillede i hvert fald en betydelig rolle. I disse forsøger man – Niels kalder dét ”det fælles tredje” – at flytte fokus fra det negative til et eller andet, der kan være sjovt og hyggeligt.

 

- Bare sådan en lille ting som at gederne fik gedekid om foråret, og hun var nede at holde dem og være med til deres kastration, det fik hende jo til at se, jamen hov, der er jo også nogle gode ting i den her verden og ikke kun den der indelukkede og deprimerede tilstand, som hun havde været i. Hun var også nede at ride lidt. Det bed aldrig rigtig på hende, men hun kom i gang på den måde. Hun kom også til at spille musik, og hun kom til at synge, og hun kom med i et band, det var helt fantastisk. Så de der forskellige tilbud, som der var til Annika – af små ting egentlig – det var noget af det, der gjorde forskellen.

 

En del af livet på gården

For Niels og familien har det været naturligt at komme på Holmstrupgård så meget som overhovedet muligt og på den måde forsøge at være en del af Annikas hverdag, så alle i familien har kunnet få en forståelse for stedet og livet på Holmstrupgård.

 

- Jeg synes, det er vigtigt, i det omfang det er muligt, at man kommer på bostedet, at man sørger for at blive en naturlig del af stedet, at man også som forældre kræver sin plads her, at man bakker op om de arrangementer, der er her, og at man også tager familien hertil, så hele familien kender til stedet. Vi har altid haft drengene med til teaterforestillinger, sommerafslutninger og til Holmstrupgårdløbet, som var et nyt tiltag sidste år. Det er super godt. På den måde har de altid vidst, hvad det var, Annika boede i, hvad det var for venner og bofæller hun omgikkes og fik en naturlig forståelse af det. Så det ikke blev et eller andet børnehjem, hun pludselig var kommet til eller et sted, der var farligt at komme.

 

Selvom alt omkring opholdet på Holmstrupgård ikke har været rosenrødt, føler Niels, at Holmstrupgård grundlæggende har været god til også at tage hensyn til forældrenes behov. De mange samtaler, de individuelle aftaler og den tilknyttede kontaktperson har været med til at lette den byrde, det er at skulle give slip på sin datter og sende hende i behandling. Niels efterlades dog med et stort ønske om, at Holmstrupgård bliver endnu bedre til også at have et tilbud til søskende.

 

- Vi har efterlyst og nævnt, når vi har været til forældresamtaler, at vi rigtig godt kunne tænke os, at Holmstrupgård også blev gode til at tilbyde søskende noget. De kommer altså sommetider i klemme, fordi far og mor er meget væk, sommetider er forældrene rigtig, rigtig presset, sommetider orker de ikke at snakke om det, når der endelig er fred derhjemme. Så et tilbud om noget psykoedukation og noget hjælp til dem kunne være særdeles godt.

 

Og så er vi tilbage, hvor dette interview tog sit afsæt.

 

Skal Niels give andre forældre i en lignende situation ét godt råd, så er det, at blive ved med – uanset hvor man befinder sig i behandlingsforløbet og -systemet – at kræve, at man som forældre har ret til at være en del af sit barns behandlingsforløb.


- Man skal bide sig fast. Man skal kræve sin ret til at være med i hele forløbet, og man skal sørge for, at man får aktindsigt og journalindsigt osv., så man ved, hvad der foregår i behandlingen af ens barn. Få lov til at være med så meget på sidelinjen, som det overhovedet er muligt i forbindelse med indlæggelser på psykiatrisk hospital. Dét synes jeg, er enormt vigtigt – særligt fordi alle erfaringer viser, at involveringen af familie og pårørende i barnets behandling, giver de bedste resultater.