To børn med psykisk sygdom kræver sammenhold, åbenhed og ærlighed overfor sig selv og andre, fortæller Jan og Lotte, hvis to sønner bor på Holmstrupgård.

Kæmp for dit barn. Stå sammen. Vær åben og ærlig. Snak, snak, snak med alle, der gider høre på dig. Og husk: du kan ikke gøre for, dit barn er sygt. Det er nogle af de gode råd og dyrt købte erfaringer, som Lotte og Jan fra Midtjylland har lyst til at give videre til andre forældre med psykisk syge børn. Begge deres drenge bor på Holmstrupgård. Her blev de anbragt med cirka et års mellemrum – den ældste først. Stefan på 18 år har en paranoid skizofreni diagnose og bor på afdelingen Pilen. Stig, der er 16, bor på Kvisten. Han lider af ADHD og Tourette og har desuden en skæv, nonverbal profil . Det betyder, at han for eksempel ikke magter simple matematiske øvelser som at spejlvende en figur.

Det var uoverskueligt

Stefan blev syg som 15-årig. Det tog hårdt på hele familien. Lillebroren, der dengang var 13 år og havde fået konstateret Tourettes Syndrom som 8-årig, reagerede blandt andet ved at skrige, græde, hoppe og have det rigtig skidt.

- Det var uoverskueligt. Vi kunne ikke have drengene under samme tag, fordi det var så uroligt og voldsomt. Det værste var næsten al den hurlumhej, inden vi nåede til diagnosen, fortæller Lotte om dengang det for alvor ramlede i januar 2007.

Stefan, der siden sin tidlige barndom havde været ekstremt indadvendt, lukkede sig for alvor langt inde i sig selv. Han fik voldsom hovedpine og var en aften på vej i åen, hvor Jan måtte hente ham. Han blev endelig diagnosticeret efter et par indlæggelser på Ungdomspsykiatrisk i Viborg. I august 2007 blev Stefan indskrevet på Holmstrupgårds tidligere afdeling Agerskellet i Randers til afklaring. Siden flyttede han på Pilen, hvor han bor i dag. Lillebror Stig blev indlagt i Viborg, da hans Tourette var blevet mere aggressiv på grund af puberteten og storebrorens sygdom. Her fik han desuden konstateret ADHD og flyttede til Holmstrupgård cirka et år efter sin storebror - lige efter sin konfirmation.

Sammen som en familie

- Den var hård, konstaterer børnenes far stille.

- De er det eneste søskendepar på Holmen. Vi ville have dem det samme sted, dels fordi de kunne få glæde af hinanden, og fordi vi er en familie, når vi besøger dem. Det går formidabelt godt. De har utrolig meget ud af at være der og glæder sig altid til at komme tilbage, når de har været hjemme hos os. Det er en kanon institution, siger Lotte, der suppleres af Jan:

- Stefan har aldrig været så åben som nu. Hvis ikke vi havde haft Holmen, er jeg ikke sikker på, han ville have været her i dag. Nu skal jeg ikke længere være nervøs, når telefonen ringer.

Sygdom i familierne

Jan og Lotte har Tourettes Syndrom og skizofreni i deres egne familier. Lottes bror har skizofreni, mens Jans bror lider af Tourettes Syndrom. Derfor kunne de genkende nogle af symptomerne hos børnene.

- Jeg kunne se nogle af min brors træk hos Stefan og ville helst ikke erkende det, men diagnoserne kom ikke som et kæmpe chok, siger Lotte.

- Vi ville bare gerne have en diagnose og så tage den derfra. Men mine forældre ville ikke acceptere det. Det har været ekstremt tabubelagt. Vi måtte ikke snakke om det, så blev det bare værre, mente de. Det har været rigtigt svært for mig, som har valgt at være åben. Naboerne her i kvarteret spørger heller aldrig til drengene, og vi føler os isoleret her på vejen. Det er også mærkeligt, fortæller Jan.

Vi har nedjusteret forventningerne

I dag går det lidt op og ned med begge drengene. Det er mest Stefan, der har det skidt i perioder, og forældrene forventer ikke, han vil komme til at kunne klare sig selv 100 procent. Det vil Stig måske. Han har blandt andet været i praktik ude i byen og har klaret det rigtig flot. Men fremtiden er uvis.

- Vi har justeret voldsomt på de ønsker, vi havde for drengene. De drømme er blevet bombet helt tilbage, og det har været meget svært at acceptere. Man bliver alligevel ved med at håbe. Mit største ønske er, at de kommer til at kunne klare sig selv, får kærester og en form for arbejde. På Holmstrupgård er de enormt gode til at tage små skridt ad gangen og bygge det stille og roligt op. Men vi aner jo ikke, hvordan Stefan og Stig har det, når de engang bliver 30, konstaterer Jan.

Fantastisk samarbejde

- Vi må holde os i nuet. Man lærer efterhånden at blive tilfreds med bare lidt og glæde sig over små fremskridt. Jeg ønsker bare, de har det godt, har en god dagligdag og har et værdigt liv, siger Lotte.

Jan sidder i forældrerådet på Holmstrupgård, og parret føler, de har indflydelse på sønnernes hverdag både via forældrerådet og det samarbejde, de har med personalet omkring børnenes behandling og dagligdag. Desuden har de stor glæde af afdelingernes pårørende aftener, hvor der er forskellige, relevante temaer på programmet.

- Medarbejderne er uddannede til det og har en ekstremt god forståelse for drengenes problemstillinger. Den uddannelse har vi desværre ikke, selv om jeg godt kunne ønske mig det indimellem. Strukturen på afdelingerne er rigtig god for begge drengene, – den kan vi ikke helt holde herhjemme i vores dagligdag. Jeg synes, vi har et fantastisk samarbejde med Holmstrupgård. Hvis der er noget, vi er utilfredse med, formår de også at tackle det meget professionelt. Det er trygt og godt både for os og børnene, siger Lotte.