Marie er mor til 21-årige Rikke, som har skizofreni og bor på Pilen. Datterens sygdomsforløb har været voldsomt for forældrene. Det var en lettelse, da hun blev indskrevet på Holmstrupgård for tre år siden.

Indtil Rikke blev 15-16 år, var hun en helt almindelig og glad pige. Hun var flittig i skolen. Gik til springgymnastik, dans og trampolinspring, hyggede sig med veninderne, shoppede og gik til fester. I løbet af 10. klasse lukkede hun sig mere og mere inde i sig selv. Hun droppede sine fritidsinteresser og gik ikke længere ud med vennerne. Da hun var færdig med 10. klasse, tog Rikke og en veninde til Roskilde Festival, og her gik det pludselig helt galt. Familien blev alarmeret af veninden og fandt Rikke i et telt, hvor hun havde været i fire dage og ikke ville komme ud.

- Det var hedebølge. Rikke havde gummistøvler, jakke og cowboybukser på og gik helt stivnet. Det eneste hun kunne sige var: ”Det skal nok gå. Det skal nok gå.” Jeg tænkte, at den var rivende gal. At hun var røget ind i en svær depression, husker Marie.

Indlagt på psykiatrisk afdeling

Samme aften blev Rikke indlagt på psykiatrisk afdeling, hvor prøver viste, at hun ikke havde taget stoffer. Her blev hun i to uger og kom hjem med besked om, at hun havde en svær depression. Marie tog sygeorlov for at tage sig af Rikke. Men hun følte sig usikker på, hvad hun skulle gøre for sin datter.
- Jeg kunne ikke få hende til at vende tilbage til livet. Hun var gået helt i stå, det var hårdt at se, og jeg følte mig magtesløs.

Endelig en diagnose

Rikke blev igen indlagt og blev blandt andet behandlet med elektrochok. Først i løbet af foråret 2007, næsten et år efter Rikke blev syg på Roskilde Festivalen, fik hun diagnosen skizofreni. Endelig i efteråret 2007 blev hun indskrevet på afdelingen ”Pilen” på Holmstrupgård.
- Det var befriende at få diagnosen. - Og det var både underligt og en lettelse for mig, da Rikke kom på Holmstrupgård. Jeg kunne vende tilbage til mit arbejde, og der var nogen, som kunne tage sig af hende døgnet rundt på den rigtige måde. Jeg vidste jo ikke, om jeg spolerede hende eller gjorde skade på hende. Jeg anede ikke, hvordan jeg skulle tackle hende derhjemme.

Da Rikke flyttede, blev Marie syg af en depression.
- Jeg havde taget mig af hende og holdt mig selv oppe så længe. Der havde ikke været plads til, at jeg reagerede, og det var der nu. Så gik jeg ned med en depression og blev sygemeldt.

Marie blev rask efter blandt andet at have gået til psykolog, men belastningen fra hendes job som lægesekretær, Rikke og flere andre syge familiemedlemmer udløste en blodprop og en sygemelding i endnu et halvt år. I dag er Marie tilbage på sit arbejde og kan se tilbage på nogle ekstremt hårde år, som har kostet den før så udadvendte familie mange venskaber.

- Det har været en kæmpe omgang. Vi har mistet næsten alle vores venner og har ganske få tilbage. Rikke har to ældre brødre, og vi har sat kærligheden til vores børn først. Vennerne har ikke haft forståelse for vores situation, fortæller Marie og reflekterer over, hvilke tanker og følelser, der fylder mest.

Veninderne har forladt Rikke

- Det værste er at se en glad og aktiv pige med en masse drømme og planer for sit eget liv gå helt i stykker. Jeg har det også meget svært med, at hendes veninder har forladt hende. Der er kun én tilbage. Det gør mig rigtig ked af det.

Lige netop i dag har Rikke det godt. Hun har dog ingen sygdomserkendelse og vil ikke høre tale om skizofreni. Hun har stadig perioder, hvor hun er psykotisk, ser spøgelser og tror, at hun er ved at dø af kræft eller har fået en blodprop. Det er hårdt for familien og tærer på Maries energi, men Rikkes behandling på Holmstrupgård har fået enorm betydning både for forældrene og Rikke selv. Marie har blandt andet engageret sig i Holmstrupgård ved at blive valgt ind i forældrerådet.

Professionel hjælp på Holmstrupgård

- Det har givet mig en stor ro, at hun er der, hvor hun er. Hun er i gode hænder og har fået stabilitet i sit liv. Hun går i skole og dyrker sine kreative interesser som maling og syning. Personalets professionalisme betyder, at de kan holde hende i gang og genoprette nogle af hendes færdigheder, og jeg kan se, at strukturen i hverdagen er god og tryg for hende. Alt det har været medvirkende til, at hun har fået det meget bedre, er blevet mere selvstændig, stiller krav og tager initiativ igen. Det resultat ville jeg ikke kunne opnå herhjemme, erkender Marie og tilføjer:
- Vi har en hotline til Holmstrupgård, vi kan ringe til, hvis vi ikke ved, hvad vi skal gøre ved hende, når vi har hende hjemme på besøg. Det er jeg dybt taknemmelig for.

Hjemme hver 3. weekend

Rikke er hjemme hver 3. weekend, forældrene bor tæt på Holmstrupgård og besøger hende tit. Det sætter de pris på at kunne.
- Rikke bruger blandt andet weekenderne hjemme til at tjene lommepenge ved at slå græs, vaske vores biler osv. Vi sætter pris på, når vi har haft en god weekend sammen, siger Marie.

På trods af Rikkes bedring kan hun endnu ikke håndtere en hverdag alene og kommer nok ikke til det. Det nager hendes mor.

- Rikke kan virke velfungerende og glad, men hun kan ikke klare sig selv og vil nok altid have brug for en form for hjælp. Når man fylder 23 år, kan man ikke længere bo på Holmstrupgård. Jeg har allerede ondt i maven over det. Jeg ville ønske, hun kunne blive, hvor hun er.