Fra 1. september er den nye skolereform også trådt i kraft på Holmstrupgård. Helt konkret betyder det, at elevernes grundskema er udvidet således, at de af vores elever, der er omfattet af reformen (7. - 9. klassetrin), kan få et skema med et ugentligt omfang på 33 klokketimer. Der er dog stadig mulighed for individuelt tilpassede skemaer med nedsat timetal.

Vi har også ændret tilbuddet således, at der er kommet større fokus på motion og bevægelse. Intentionen er, at alle unge på Holmstrupgård skal opleve glæden og tilfredsstillelsen ved fysisk udfoldelse. Derfor indeholder tilbuddet nu en lang række bevægelsesfag, som sport og spas, svømning, boldspil, ridning, yoga, fitness og gå-tur. 
Udover de førnævnte ændringer, er der blevet indført yderligere to fag: Sløjd - Mat, som er en kombination af fagene sløjd og matematik samt Kost og Kultur, som er en kombination af fagene madlavning og geografi/samfundsfag. 
Vi håber, at der bliver taget godt imod de nye ændringer.