HOF (Holmstrupgårds Oplysnings Forbund) – en række aktivitets- og fritidstilbud på Holmstrupgård – har været på fisketur, og selvom fiskene ikke var så samarbejdsvillige på dagen, havde de en rigtig dejlig tur. Vi har modtaget følgende beretning fra turen:

”Sommersolen var skiftet ud med mørke skyer, da vi mødte ind en lille flok for at tage på fisketur. Det tunge skytæppe truede med regn, men det gjorde os blot mere opsatte, for havde vejret været varmt og solrigt, ville mulighederne for fangst have været dårlige. Fisk er som de fleste mennesker, de gider ikke lave for meget, når det er varmt. Så derfor var vi vældig tilfredse med, at sommervejret var slået om, og det lidt køligere vejr for en stund havde vundet indpas.


Vi ankom til Pinds Mølle Put’n Take, der var dagens fiskedestination. Og der var masser af fisk. Man kunne se dem svømme rundt lige ved kanten. Så vi fik gjort os klar i en fart og fik kastet snørerne i vandet. Og det så godt ud. Knap var den første krog kastet i vandet, førend den første fisk havde bidt sig fast. Det gik dog lige en tand for hurtigt med at hale fisken i land, så den nåede ikke at bide sig ordentlig fast og hoppede i stedet for af krogen og svømmede væk. Det skulle vise sig at være et dårligt forvarsel.

Vi fiskede i tre timer, kunne se fiskene, lokkede og prøvede alt for at få dem til at bide på. En enkelt overvejede endda at hoppe i og ”wrestle” fiskene for at få noget med hjem, men lige lidt hjalp det. 

Selv uden fangst var alle dog enige om, at det havde været en god tur. En af de unge gav udtryk for, at han havde haft sine forbehold mod turen på forhånd, men endte med at være glad for at være taget med. Så alt i alt en rigtig vellykket tur, trods manglende fangst.


Tusind tak for en rigtig god dag

Asbjørn / Pilen"

Du kan læse mere om HOF og deres tilbud her